Jørgen Rømer

Selvfølgelig var der fladt. Landet var taget fra havet, det var havbund uden hav. Om sommeren, når det blev varmt, blev det hele tilmed en tør affære, okkergule kanaler sugede den sidste væde af jorden, tømte den ved diget op i det rigtige hav. Klæget slog revner, blev skællet som elefanthud. Det var nok ikke meningen, men sådan var det, fordi ingeniørerne havde vidst bedre. Kvæget tørstede og søgte skygge under hinandens kroppe, stønnende, tørstende, græsset gulnede bort – men det var i overensstemmelse med planen.

Og træer kunne der naturligvis ikke vokse, men cementrørene triumferede, den slags, som man laver brønde af – uden vand, og kvæget stirrede sløvt i cylindre af tørhed, og det var, som det skulle være. Så saftigt kød får man kun fra klæglandet, som Pulquen fra Agaven. I middagstimen steg temperaturen, over middag trak klæget sig sammen i skorper, kvæget i klynger, horisonten begyndte at krumme sig og luftspejlingerne at lokke. Derude havet, det lunkne vadehav. Ved Gud om ikke der brændte sig huller i hjærnen, nært blev fjernt, fjernt ganske nær. Et geometrisk land, lavet af ingeniører, befolket af dyr.

Uddrag fra "Klæglandet" af Jørgen Rømer, trykt i tidsskriftet Hvedekorn nr. 3, 1962.